Bogen er stort set det eneste sted, hvor du får lov til at se et menneske indefra.

Så det er da synd for drengene, hvis de ikke får lært at læse skønlitteratur. Og det er der rigtig mange af dem, der ikke gør. Derfor må vi blive gode til at skrive historier, som drengene ikke kan lade være med at læse.

Merlin P. Mann kan den slags. Han har en imponerende lang række børne-drengebøger bag sig, bare se her. På et kursus i denne uge fortalte han om sin Taynikma-serie og de overvejelser, som han og tegneren gjorde sig forinden og undervejs. Jeg noterede mig flere af deres principper, her er nogle stykker: Low threshold – high ceiling (manden kan ikke løbe fra, at han er dansk-amerikansk). Det vil sige, at det skal være nemt at komme ind i historien, og at der undervejs, når læserne har bidt på krogen, skal komme flere læseudfordringer. Historien skal være Larger than Life: altså mere end almindelig lige-ud-ad-landevejen-leverpostej-hverdag. Og den skal skabe Empowerment: den svage, grimme ælling skal blive til en stor, stærk svane. Hvis min historie er spændende nok, læser de, sagde han. Og det jo nok en stor del af hemmeligheden om drenges læsning.