Pressen skrev
Bogen beskriver omgivelser og historiens gang uden at blive kedelig, og det er en imponerende bedrift af debutanten Bente Høegh. […] Spændingen bliver også større af, at Alvilda ikke altid vælger de fornuftigste løsninger og gang på gang kommer i fare.
Emil Blichfeldt og Helena Blichfeldt i Weekendavisens børnesektion.
Historien er fuld af mystik og overnaturlige begivenheder, der efterhånden […] knytter personer og begivenheder i de forskellige tidsaldre sammen.
Kirsten Aggerholm i Børn & Bøger
En tænksom og anderledes bog, som er spændende på en stille måde, hvis man kan sige det. Rigtig meget nordisk stemning, et drys fantasy og en kærlig familiehistorie.
Bibliotekernes lektørudtalelse
Uddrag fra bogen
Fra første del om Sissels skat:
14-årige Sissel løber på bare fødder hele vejen hen over Ø med sit fund skjult under trøjen. Hendes hjerte banker vildt. Hun springer mellem høns og husdyr, legende småbørn og tjærede fiskenet, men stopper ikke, før hun er hjemme. Før hun når at smutte ind i kroen, kommer Læspe farende med Halte humpende bagefter. “Hvad laver du?” råber Læspe. “Har du fundet noget?”
Fra anden del om Alvildas amulet:
Alvilda går tilbage til skolen. “Se,” siger Alfred og peger på fuglen. “Den har fået nye vinger!” Tejsten er ikke uhyggelig mere. Snarere sjov. Drengene har givet den nogle alt for lange, hvide vinger. Mågevinger, forklarer Alfred. Han ser glad ud. De har vist haft det sjovt med at reparere på fuglen. “Skal vi så i gang med et barnelig?” spørger Alfred. Det giver et sæt i Alvilda. Han er en hård negl, hendes lillebror. “Ikke nu. Det skal først planlægges,” svarer hun. Hun er åbenbart blevet leder af en forbryderbande. Det føles både skræmmende og sejt.
Fra tredje del om Skæbnestenen:
Alvilda har stor lyst til at gå ned i farmors arbejdsværelse. Ikke for noget bestemt, bare for at kigge. Farmor er spændende, og hendes værelse er spændende. Men far vil jo ikke have, at de går derned. “Far, må jeg gå ned til farmors computer?” spørger Alfred. “Hvad skal du?” “Jeg vil se på nettet, hvad der står om jagtfalke.” Det må han gerne. Alvilda skynder sig at sige, at hun går med. Hun lover, at hun ikke vil pille ved farmors sager. Den lange kåbe hænger på bøjlen, hvor Alvilda selv hængte den på plads forleden. Den må være for lang til mig, tænker hun. Selv om farmor ikke er stor. Hun har lyst til at prøve den, men tør ikke. Kohornet ligger på bordet. Alvilda vil tage det for at hænge det tilbage på væggen. Men da hun løfter det, triller nogle sten ud på bordet. Der er flere. Alvilda vender bunden i vejret på hornet. De er alle sorte.