Jeg er ligeglad./ Hvad jeg er ligeglad med? / Jeg ved det ikke: jeg er ligeglad.

Jeg genlæser i disse dage Fernando Pessoa og genoplever, hvordan det på forskellige tidspunkter gennem årene er forskellige digte, der taler til én. Ovenstående er fra Alle kærlighedsbreve er latterlige, digte af Fernando Pessoa, Alberto Caeiro, Ricardo Reis, Álvaro de Campos. I udvalg og oversættelse af Peter Poulsen, 1989. Pessoa levede 1888 – 1935 og var en meget mærkelig person. Han nøjedes ikke med at være i forskelligt humør eller se på livet fra vekslende positioner, han opfandt ligefrem tre yderligere forfatteridentiteter, så han altså skrev under i alt fire navne. Jeg er ligeglad er af Caeiro.

Pessoa skriver i Et godt råd: Sæt høje mure rundt om det, du drømmer. Plant dernæst, hvor din haven den kan ses Igennem lågen og stakittets tømmer, Et flor af blomster: Vis dem dén, du vil At de skal se; og dér, hvor intet ses, Lad græsset gro, lad vær’ at plante til.

Og gemme sig, det gør han. Det ene digt tager det næste, det er svært at stoppe læsningen, man er som læser hele tiden lige ved at fange ham, men gør det aldrig. Som her i Autopsykografi:

Digteren er en mand, som fingerer, Så fingernemt han med sproget rumsterer, At smerten, han bærer i sin person, Fremstår som ren fiktion.

Og de, som læser det, han har skrevet, Den smerte, han både har digtet og levet, De står nu tilbage med ingenting Og ser sig så tomt omkring.

Og sådan kører han rundt i cirkler På de fingerede tankesnirkler Og demonstrerer i bog efter bog Hjertets elektriske tog.

Hm. Tilsyneladende enkelt. Men hvad står der?