Fuck mine rutiner

Når jeg en sjælden ganger læser tegneserier, så læser jeg: mine øjne fokuserer uden tøven på taleboblerne og overser alt derimellem. Lige med én undtagelse, tegner og dramatiker Nikoline Werdelins Homo Metropolis, hvor ord og streg i den grad er to sider af samme sag. Skoleårets første måneder er gået, de tunge elever har fået skrap skole forstærket med bestikkelse og små lyseblå piller for også at arbejde i efterårsferien af den ellers livet igennem yderst korrekte lærer, Vibeke, der interesserer sig for sproglig korrekthed og absolut ikke for levende liv. Men nu har hun sat sig for at lære tumperne at læse for at undgå fyring fra skolen, som er hele hendes liv.

I dag er dagen, hvor eleverne skal testes. Vibeke vågner med et sæt og springer både  gulerodsbollen og de andre velordnede morgenvaner over.  Fuck mine rutiner, jeg må hen i min hood!, står der i taleboblen, mens hun er på vej ud ad døren i stribens sidste billede.

Respekt!, Nikoline.

Jeg glæder mig hver dag til fortsættelsen i morgendagens Politiken.