Eller: Hvad nytter det at være et hestehoved foran, når det går ned ad bakke hele tiden.
John Engelbrecht, filosof, forfatter og foredragsholder, er inspireret af den hollandske kunstner Victor IV - ham med uret, der gik baglæns – og maler sentenser og livsråd på stumper af drivtømmer. Forundrings-ord, kalder han dem. En række af disse kan ses som farvestrålende illustrationer i Engelbrechts bog Nu vender vinden: Livsmod og langsomhed – om kunsten at skynde sig langsomt for at blive hurtigt færdig. Bogen taler i korte, letlæste kapitler for langsomhed, livsnydelse og selvudvikling i et let, slogan-agtigt sprog. Som her i kapitlet Længslen efter den tabte tid:
Når drøm bliver til drift, går længsel i fængsel. Når længslen ikke længere kender sit mål, så farer den vild i verden og bliver hjemløs. Længsel uden mål er savn. Savn er skibe uden havn. I ungdommen længes man ud. Og først i afstanden bliver man seende. Men i alderdommen længes man hjem.
Udkommet på forlaget Kle-art i 2011, 2. oplag.