Jeg har lige læst romanen Humlehonning af den svenske forfatter Torgny Lindgren. En enkel, mærkværdig, mangetydig historie. Her siges det om romanens kvindelige hovedperson, som er forfatter:

Samtaler havde aldrig fristet eller tiltalt hende. I samtale tvinges tanken uafbrudt til uberegnelige afvigelser og finter, den fordrejes og forvanskes for at være til behag eller ærgrelse, den bliver lømmelagtigt troløs. Den ensomme tanke derimod er suveræn, den bliver i kroppen og bøjer ikke af for noget. Selv når man bestrider sine egne tanker forbliver man hel. Hun ville være i fred med sine tanker. Men i grunden var hun heller ikke særlig ivrig for at tænke. Tanker tærer.

Naivt sidder man og beundrer den intellektuelle tænker, indtil det viser sig, at hun faktisk hverken bryder sig om at samtale eller tænke. OK, hvad så?

Fra bogens sidste side:

Selvom Kristoffers liv kan virke storslået og gribende, havde hun skrevet, måske endda skønt og ædelt, var der et islæt af latterlig kunstløshed og meningsløshed, den egenartede men slet ikke sjældne forfængelighed som er det endelige udfald af de sygeligt opskruede prætentioner, de indtil besættelse overdrevne krav om netop kunstfærdighed og mening; manglen på personlig mening og betydning får sit stærkeste udtryk i en skæbnesvanger afstumpning af livsfølelsen, en egenrådig ligegyldighed over for tilværelsen, det enkelt dagligdags liv i dets afvekslende pragtfulde helhed, det flertydige indskrænkes og tilbagedannes til den mest uomtvistelige og himmelråbende entydighed.

Den skal lige læses, langsomt, nogle gange. Umagen belønnes med en klukkende glæde: den himmelråbende entydighed, hvor naivt! Yes!

Humlehonning er oversat til dansk af Karsten Sand Iversen, Samleren, 1996.