René Rasmussen, forfatter og lic.phil i litteraturvidenskab, skriver i seneste nr. af bladet Forfatteren under overskriften Galskabens fascination om 2 forskellige former for digte. Den ene slags er, siger han, originale og velskrevne, ”men også præget af en sproglig kontrol og afrundethed, der gør, at hvert enkelt vers normalt må læses i relation til alle andre vers i et sådant digt.” Her overfor sætter han en digter som Simon Grotrian, hvis digte han karakteriserer som ”små sproglige eksplosioner” der er slagkraftige og gale, i modsætning til de afrundedes ”sirlige sproglige forløb”.  Han citerer fra Selvbinderhjertet:

RUSSKÅR

Dette hospital forlades

heste trækker åndedrættet ud

af solens vaterpas

med sneen, når den repeterer

selvet i en bro

der excelleres i fald fra vid

og sans

Rasmussen giver et bud på analyse af digtet og slutter: Det er vanviddets sprog, der udløser sig i fragmenter eller metaforer, som ikke kan tolkes under et.

Det var måske noget i denne retning, spørgeren i  Poetisk Salon tænkte på.