Intet af alt dette havde været hvad det er, hvis ikke det var for Ibsen og hans måde at lave dramatik på. Ibsen kan skrive scener, hvor folk ikke siger et ord om det, det handler om, sådan at enhver tilskuer alligevel ved, at det ikke handler om andet.

At arbejde med undertekster, eller subtekster, er ikke nogen ny opfindelse; Ibsen er fra 1828. Thomas Bredsdorff skriver videre om den norsk/danske dramatikers betydning også i vores tid:

Tager man de to sider af sagen, indhold og form, hver for sig, kan man finde både forgængere og sidestykker. At skrive dialog med undertekst og sindrigt drejede intriger der gradvis afdækker fortiden, kunne Ibsen lære af den nu glemte franske dramatiker Scribe. At rive samfundet sandheder i næsen kunne han lære af Georg Brandes som satte det mål op for digterne et godt stykke tid før Ibsen fik sit naturalistiske eller moderne gennembrud. Det er den uadskillelige forening af de to sider af sagen der er Ibsens fortjeneste. Det er den der har gjort ham til en verdensmagt på teatret og i litteraturen.

Af disse stykker lærte Tjekhov og Stanislavskij en ny troværdig spillestil, som bredte sig fra de russiske mestre til Method Acting i USA, hvor teknikken underlagde sig moderne brugsteater, fra det halve Hollywood til tv-serier som Matador og Krøniken.

Fra Thomas Bredsdorffs indledning til Henrik Ibsen: Et Dukkehjem og fire andre skuespil. Gyldendal, 2006.