Munden fuld af ord men kan ikke forme lyden/

du eller stilhed. Uformelig/

knaser en baskende fugl mellem tænderne. Bider sammen og spytter ud/

hvert knust ben i kroppen./

Digtsamlingen har stået i min reol siden 1999, nu fik jeg lyst til at læse den. Oplevelsen blev raffineret af at denne Monolog for en halv stemme af digteren Camilla Christensen har tilhørt den berømte og berygtede litterat Poul Borum. I bogen ligger brev fra Gyldendal hvor det fremgår, at bogen tidligst må anmeldes  fredag den 17. januar 1992, som var udgivelsesdagen. Der er et lille vink til anmelderne: Digte og tekster, der søger at indkredse forholdet mellem kvinde og mand, mest som fravær af helhed, som mangel, som ensomhed, som vrede og smerte – menneskeligt som erotisk.

Det springer i øjnene at poesiens vilkår er ændret noget så grueligt de seneste tyve år; i bogen ligger avisudklip med fyldige anmeldelser fra både Berlingske Weekendavis,  Politiken, Berlingske Tidende og Information, alle fra udgivelsesdagen. Desuden har der iflg. bibliotek.dk været anmeldelser i Jyllandsposten og Det Fri Aktuelt lige efter udgivelsen og  nogle år senere, i 1996, også i Kristeligt Dagblad. Hvor mange digtere oplever i dag sådan en opmærksomhed?

Det virkelige guf - for der ligger mere i bogen - er et papirark med Poul Borums notater. At stave sig igennem hans ikke særlig letlæselige håndskrift med kommentarer og citerede passager er en ærefrygtindgydende fornemmelse af at Borum deler sin læseoplevelse med netop mig.

Borum synes at digtet Bandageret er bogens bedste, derfor har jeg valgt et citat derfra.

Endelig ligger der i bogen et avisudklip fra Weekendavisen Bøger 1999, som jeg selv har lagt ind. Her skriver Lars Bukdahl om det store bogudsalg fra Helligåndskirken af Borums bøger, alle med ejerens originale notatark i. - Hvorfor i alverden er disse dokumenter ikke rystet ud af deres bøger og ned i en fire-fem solide kasser adresseret til Det Kgl. Biblioteks Håndskriftsamling? spørger Lars Bukdahl.

Det spørger jeg også om.