Hvem er jeg, og hvis ja, hvor mange?

”Det kan da godt være, at vi er lidt grusomme. Men,” fortsætter han, ”du må forstå, at vi er meget mere udviklede end jer. Vi er mere intelligente end jer og mere fornuftige, vi kan en masse ting, som I ikke kan. Vi er en meget højerestående art, som lever på et helt andet niveau. Og derfor har vi lov til at gøre, hvad vi vil med jer. Sammenlignet med vores er jeres liv ikke så meget værd. Og selv om vores opførsel måske ikke er helt i orden, så er én ting i hvert fald ikke til at komme udenom: I smager simpelthen så godt!”

Fra samtale mellem et rumvæsen og et menneske i Richard David Precht: Hvem er jeg? og hvis ja, hvor mange? En filosofisk rejse. Forfatteren er tysk filosof, forfatter og journalist, og bogen er en blændende og overskudsskrevet indføring i spørgsmål som Hvad må hjerneforskningen, Må man slå mennesker ihjel og Må vi spise dyr – som citatet her er fra. Én af de bøger, jeg er glad for at eje.

Borgens forlag, 2010. Oversat fra tysk af Anette Betke.