Det er et halvt år siden, jeg sidst skrev her på bloggen, og jeg har længe vidst, at den skal lukkes helt ned; jeg skal bare lige finde ud af …osv.

I mellemtiden har jeg læste masser – om end aldrig nok – af bøger.

Lige nu er det den unge danske digter Asta Olivia Nordenhof: Det nemme og det ensomme, Basilisk 2013, og den gør mig så glad og opløftet! at det må skrives.

Se bare her s. 50, sidste del af et digt:

så minder det mig om begravelser

nu ikke noget, olivia, med at tænke om himmelen at den vil dig noget særligt

vær beredt, for igen i dag vil du komme til at forestille dig, hvad du tænker ville være etnemt liv

koge vand. slå tre krabber ihjel med en meget spids kniv.

irettesætte et barn

for en hjernekirurg er hjernen vel altid a wonderful piece of nothing and science

de ting der ikke er nogen at takke for

vandet er blidt mod lårene

Lige før Olivia læste jeg Lucian (Blaga, rumænsk digter og filosof 1895 – 1961) og i samlingen Poemele Luminii, Lysets digte fra 1919 fandt jeg dette vidunderlige digt: Jeg knuser ikke undernes blomsterkrone

Jeg knuser ikke undernes blomsterkrone

og dræber ikke i sindet

de hemmeligheder jeg møder på min vej

i blomster, i øjne, på læber eller grave.

Andres lys

kvæler trolddommen i det uudgrundelige

der skjules i mørkets dybder,

men jeg

øger med mit lys verdens hemmelighed,

og ligesom månen med sine hvide stråler

ikke mindsker nattens hemmelighed,

men skælvende gør den endnu større,

således beriger jeg også den mørke horisont

med store gys af hellige gåder,

og alt det uforståede

bliver endnu mere uforståeligt

under mine øjne –

for jeg elsker

blomster og øjne og læber og grave.

(på dansk ved Povl  Skårup, forlaget Dorul, 1996)

Whau! Vidt forskellige digte med en aldersforskel på næsten 100 år som intet har med hinanden at gøre, men som begge kan det, poesi kan: skabe genklang mellem mennesker på tværs af tid, køn, nationalitet og alle andre grænser.

Forunderligt.