Det meste af det jeg ved om at skrive, har jeg lært ved at løbe hver morgen – altså på den fysiske og praktiske måde. Hvor hårdt kan jeg egentlig presse mig selv? Hvor meget hvile er passende, hvornår bliver det for meget? Hvor langt kan jeg med rimelighed gå, og hvornår bliver jeg for stædig? Hvor meget skal jeg være opmærksom på verden omkring mig, og hvor meget skal jeg fokusere på mit eget indre? I hvilket omfang skal jeg tro mine egne evner, og hvornår bør jeg begynde at tvivle på mig selv? Jeg ved, at mine værker ville have været helt anderledes, hvis ikke jeg var blevet langdistanceløber.

Og langdistanceløber, det er ingen overdrivelse. Jeg vidste ikke at der findes 100-kilometerløb! og mennesker, der løber dem! men det gør den japanske forfatter Haruki Murakami altså. Det er beskrevet i bogen Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe, der handler om hans liv og hverdag som forfatter, hans forberedelser til New York City Marathon i 2006 – hans 4. – med afstikkere til andre marathonløb – som han nupper mindst ét af om året – og om det nævnte ultraselvpineriske 100-kilomerterløb i det nordlige Japan. Som altså måske er forudsætningen for at han også kan skrive lange romaner?

Udkommet på forlaget Klim 2009, oversat fra japansk af Mette Holm.