Disciplineret hæmningsløshed

Hold da op, hvor er hun god:

Stine Pilgaard med Lejlighedssange. Samleren, 2015.

En roman, elegant opbygget af forskellige typer korte tekster, frydefuldt morsomme og disciplineret hæmningsløse.

 

Der er den om de andre kvinder, der kvidrer over billedet af et scannet foster.

 

Der er fantastiske sætninger strøet rundt på siderne: Langsomt opløses jeg for dit blik og udskiftes med dine tanker.

 

Og den sprudlende Sang om hygge, der begynder sådan her: Klokken er elleve seksten, og min søster synes, at alting er hyggeligt. Hun er en hyggejæger og altid på jagt. Hun nynner og tænder stearinlys, hyggelys, myggelys, inviterer til julehygge, rødvinshygge, grillhygge. Der er ikke det ord, hyggen ikke kan stille sig bag ved og oplyse, give et strejf af noget ufarligt, det er så opbyggeligt, når noget er hyggeligt. Hyg, kommanderer min søster, som den enmandshær hun er, på sin vej gennem verden.

 

Eller en spiddende historie fra parforholdet: Jeg står i køkkenet og laver chili con carne. Normalt er jeg din køkkenslave, det er det, man kalder arbejdsfordeling, gør det, du er bedst til, det gør vi. Så jeg skyller, hakker og skræller, og du bestemmer. I dag kommer du sent hjem, og jeg laver mad. Du stiller dig i døren og ser bange ud.

 

Læs selv videre.