Turbine har nu sendt mig 3. korrektur af Alvilda. Det fejrer jeg med at lægge bogens 3. kapitel ud her. Nu mangler kun omslaget, før bogen kan gå i trykken.

Efter stormen Alvilda har sovet så længe, hun kunne. Men nu rumler maven af sult, så hun står op. Hun tjekker mobilen, men der er ikke kommet svar fra Gry. I stuen sidder Alfred i nattøj. Han har trukket en lænestol hen til vinduet, hvor han ligger på knæ og kigger ud af vinduet ned mod havnen. Far sidder med en kaffekop og en bog ved sofabordet. Det ser ud, som om de har spist havregryn med mælk på. “Se fuglene, Alvilda. Det er tejster!” “Det tror jeg da,” siger far, “det ligner dem på billedet i bogen. Se her!” Alvilda ser et billede af en sort fugl med en hvid plet på vingen, et spidst næb og røde ben. Hun nikker ligegyldigt. “Se, der er også en hættemåge,” siger Alfred.

Da Alvilda har spist morgenmad, går de alle tre op til fyret.Vejret er koldt og klart, og det blæser ikke mere. “I dag kan man se ind til fastlandet,” siger far. De ser gennem et af de små nichevinduer over mod byen med dens skorstene og siloer på havnen, der, hvor de tog afsked med mor i går. Hun må være på Madeira nu. Men det er da også solskin her på Ø, tænker Alvilda surt.

I toppen af fyret går de ud på balkonen og ser på øen under sig. Man kan tydeligt se alle stengærderne. De ligner takkerne på frimærker i forskellige størrelser. “Hvor er vores hus?” spørger Alfred. Far viser ham det. “Der, lige til venstre for kajen.” Længere henne er der et stykke med sand. Der går en grøn klat, det må være Per. Det ligner en badestrand, hvis det altså havde været sommer. Stranden fortsætter ud i den lange, krumme sydmole. Alvilda går rundt på balkonen og følger kysten med øjnene. Siv, sand og hele områder med sten, der er så store, at man ikke kan gå der. Flere sten, der ender i en lang, tynd hale ude i vandet. Ellers er øen dækket af småbuske, vissent græs og enkelte grupper af træer. Alvilda går rundt om fyret endnu en gang. På hele øen er der absolut ikke andre huse end dem heroppe på midten, som hun så i går, og så det lange hus, som de selv bor i. Der er ikke mere. Ø er nøjagtig lige så ligegyldig, som hun havde frygtet. Den lille, grønne Per er nu ude bag Sydmolen. Alvilda ser ham bøje sig og samle noget op for at kaste det væk igen. “Hvad laver han?” spørger hun. “Per? Han leder sikkert efter rav. Der driver meget rav i land her, især efter storm. Per har en stor samling.” Alvilda kender godt rav. Hjemme har mor en halskæde af ravstykker. De går fra balkonen ind i fyret, og far sætter sig til at arbejde med noder og papir. Alvilda kan se, at han bliver fjern i blikket. “Skal vi også gå ned og finde rav?” siger hun og tager Alfred i hånden. Hele vejen ned ad trapperne kan de høre fars saxofon.

“Hej Per, har du fundet rav? Hvordan gør man?” “Kender jeg ikke noget til,” siger Per. “I må ikke gå ud på molen, det er forbudt.” “Du går der jo selv,” siger Alfred. “Husk, at det er mig, der bestemmer. Jeg går rundt og kontrollerer. I må ikke gå derud.” Per rykker rundt på kasketten og går videre. “Er han ikke lidt mærkelig?” siger Alvilda. “Kom, lad os vente her, indtil han er væk.”

Samtidig står far og taler i sin mobiltelefon, mens han kigger fra balkonen ned på Alvilda og Alfred. “Det går ikke,” siger han. “De kommer til at kede sig gudsjammerligt hele ugen. Synes du det? Ja, ja, selvfølgelig. Jo. Jeg finder på noget.” Han lægger telefonen fra sig og tager et nyt stykke hvidt papir. Så giver han sig til at skrive.