Pinligt dårligt

Jeg har lige hørt to forfattere udveksle erfaringer om skrivning og arbejdsprocesser. Det var Kaspar Colling Nielsen og Søren Ulrik Thomsen. De talte om at starte på et nyt værk. Om senere at gense de første udkast og måtte erkende, at de er pinligt dårlige. Pinlige for forfatterforfængeligheden. Men måske nødvendige for at komme ind i arbejdet med det nye stof og ikke bare gentage sig selv eller andre forfattere, så man så at sige ville skrive den samme bog én gang til. Jamen, er det ikke en fantastisk måde at beskrive det på! Jeg blev grebet og opløftet af at høre dem både tale og læse op og må snarest både læse Mount København og genlæse Det skabtes vaklen. Forfattersnakken var et led i Det Kongelige Biblioteks foredragsrække ’De unge og de tunge’, hvor yngre forfattere sætter deres litterære danske forbilleder stævne til en snak om inspirationskilder, det at finde sit eget fodfæste og arbejdet med at skrive et værk. En glimrende idé. I næste uge er det Gerd Laugesen, som jeg ikke kender (endnu) og Christina Hesselholdt.