”For at værne om ytringsfriheden/ råber jeg røvhul/ efter min nabo.” (Peter Poulsen i digtsamlingen Rulleteksterne, 2010)

Sådanne linjer må straks vække jubel hos enhver.

”Jeg har læst et digt af Lean Nielsen. Det tog mig bare nogle minutter, men vil vare resten af dagen og natten med; og hvis jeg vågner i morgen tidlig, vil det stadig slå med halen og minde mig om livets brutale ømhed. ”

Lean Nielsen (1935 – 2000) var rund og mild, som Peter Poulsen er det. Digtet er let at læse, som Lean Nielsens digte var det, ikke så meget fikkumdik her; men de påvirker læseren og forbliver som en stemning resten af dagen – og dagen efter, hvis vi skulle være heldige at leve så længe. Det kunne være Ballader om vold og ømhed, Peter Poulsen har læst i. Peter Poulsens sidste linjer lyder:

”Erindringens friværdier er næsten brugt op. Vi er nået til rulleteksterne, Hvor vi takker alle, som levede med.”

I 2011 fyldte Klaus Rifbjerg 80 år og digtsamlingen Stederne udkom. Ens liv består af steder, står der på bagsiden. Jeg læser digtene som en række villet vrisne associationer over citater fra fædrelands- og børnesange og erindringer, bare kom an, og leg med ord. Bogens sidste linjer lyder.

Okay, så springer træet ud mens folk går til og fra og ingen ser det okay, så springer alting ud årstiden vælger side og selvom ingen hverken hører eller ser det sker det om ikke andre steder så her mens venepumpen aser og hvis ikke her så bestemt et sted som ingen ved

det kan jeg mærke fordi jeg er en gammel lærke

hæ hæ hæ og obdeldonk.

Man fornemmer, at det er svært at holde sig vrissen og usårlig! Peter Poulsen, født 1940, har heller ikke tænkt sig at slutte med rulleteksterne. Her i 2012 er netop udkommet en digtsamling, Bestyrelsesmøde i evigheden. Ingen grund til at stoppe her. Der er både krudt og poesi i de gamle drenge.