Sandelig, poesien er ikke hvad den har været! Det vil sige, det er den selvfølgelig, men samtidig er den en hel masse mere. Digteren Morten Søkilde skriver om ”…den læser, der overhovedet gider at opholde sig på andre niveauer af skriftkulturen, end meddelelsesoverdragelsens og meningsdannelsens” (kronik Poetisk projekt fra digterens værksted, Politiken 8.4). Han kræver af sin digtning at den ligner ”en virksomhed, hvor den fornemmeste opgave er at befri poesiens ansigtstræk, smilet, blikket og stemmen, fra materien, fordi jeg ved a t, men ikke h v o r, digtet findes.” Digtet er i sin oprindelse hverken en meddelelse eller en meningstilkendegivelse fra digteren, det er skrift. Digtet er ikke opstået inde i digteren, det er samlet sammen af stumper af skrift fra her og der, som er sat sammen på ny efter komplicerede regler, digteren selv har fundet på og har pålagt sig at følge. Herudaf er digtet vokset, ikke af et sanseindtryk eller en intellektuel forståelse.

Digter og medskribent på litteraturbloggen Promenaden, René Jean Jensen, har lavet en bog som består af ord og fragmenter indtalt på diktafon igennem en periode hver morgen i sekunderne mellem søvn og opvågnen. Overrask mig, siger han til sig selv.

Når det første chok over poesiens tilsyneladende meningsløshed har lagt sig, er det hele egentlig meget logisk og sammenligneligt med den indimellem opblussende diskussion om kunst som instrument for et eller andet i samfundet eller for kunstens egen skyld. Selvfølgelig skal poesien heller ikke absolut være et instrument til formidling af et budskab fra digteren; den skal også kunne være kun for sin egen skyld.

Det kræver noget af sin læser. Litteraturtolkning, som nogle af os lærte det i skolen i sin tid, kan ikke bruges her. Derfor er det fantastisk at blive opdateret –på en konference som Hesten har vinger, eller i en ganske almindeligt tilgængelig dagbladskronik direkte fra digterens værksted.