I seksten år havde jeg prøvet at skrive noget rigtigt, uden at fuldføre det, og samtidig uden evne til at lade være. Det lykkedes fandeme ikke. Jeg havde ikke mod nok til at fuldføre det. Og så skrev jeg denne ene (:novelle), på fire dage, deprimeret og fortvivlet, jeg lod den sidste rest af håb fare, for hvad jeg havde af håb var knyttet til det ufuldførtes potentielle storhed, ikke til det fuldførtes lidenhed.

Den norske forfatter Per Petterson fyldte 60 år i sidste uge, og jeg genlæser Månen over porten. Citatet er fra bogens første kapitel, Du ved hvordan det er. Han beskriver kort og nøgternt drømmen om at skrive, troen på at være vældig god til det og skrækken for alligevel at blive afsløret som middelmådig den dag, hvor det lille værk fuldføres i, netop, sin lidenhed. Så hellere forblive i illusionen og aldrig skrive værket færdigt.

Jo, Per Petterson, i al ydmyghed, jeg ved hvordan det er.