I har en søster/ Svanhild at hævne,/ hende lod Jørmunrek/ ende sine dage/ trampet af sorte/ og snehvide,/ graa, gangrappe/ goterheste.

De islandske edda-digte fra det 13. århundrede står ikke tilbage for nutidens familiefejder, når det handler om æresbegreber og -drab. Det er dog ikke derfor, jeg lige nu læser og genlæser de voldsomme sager, men på grund af det flotte, fyndige sprog. Sorte og snehvide, grå, gangrappe goterheste – ordene synger så taktfast som de små heste løber. Citatet her er fra Martin Larsens danske gendigtning, som den står i Guder, Helte & Godtfolk: eddadigte og islandske sagn, 2. udgave, 1991. Iflg. forordet har sprogforskeren her slået gækken løs og virkelig gendigtet fremfor som i 1. udgaven at holde sig strengt til nøjagtighed. Hvor længe har han mon grublet, vendt, drejet og byttet rundt, inden ordet ”gangrap” kom til ham? Eller er det en direkte oversættelse af et oldnordisk ord?

En bekendt sagde engang i en samtale om at læse skønlitteratur på originalsproget: hvorfor i alverden skulle jeg det, når det findes så mange udmærkede oversættelser.

Jeg er taknemlig for gendigtningen.