Har træerne forvandlet sig til edderkopper?

”Jeg vågner ved, at du lister over gulvet i dit værelse et sted i Nordeuropa. Om igen: Ambitionen er at samle alt i ét digt. Digte er frihed. Jeg gik i studiet og indspillede en melodi om glas under bildæk. Jeg gik en lang tur i den susende by. Forsikringskontor, ringe til min mor, vikle dagenes bandager op: Jeg skal opereres. De grønne og orange net hænger under oliventræerne: Har træerne forvandlet sig til edderkopper? Hele aftenen er klar blæst og skyer som totter af hjernevæv. Hvad er der gang i oppe på skråningen? Det er Vergil og Dante med hakker og skovle, der knokler til langt ud på aftenen. Jeg tjekker ud og går en tastatur i sproget.

Digtet er af Morten Søndergaard, og jeg har læst det i samlingsværket ”Bier dør sovende. Vinci, senere. Et skridt i den rigtige retning: digte”. Borgen, 2008.

Teksten her hedder 3/11 og er uddrag fra det lange digt Natblog, der forløber fra 14/7 til 12/1. Det er et godt eksempel på digterens associerende stil, hvor det ene ord og billede skubber det næste frem og synet af forsikringskontoret på den lange tur i byen hvor bilerne suser bringer tanken om at ringe til mor med sig. Samtidig rækker digtene indbyrdes ud efter hinanden, hvad er det for noget med en operation? Måske den samme som de første linjer i 14/7:

”Jeg var nervøs, men operationen gik rimeligt. En lille knude som vokser i vævet, i sproget. Fedtsproget. Må finde en reol til alle de bøger Franca slæber herhen i sin postsæk.”

Men hov, var det så knuden eller fedtsproget, der skulle opereres væk? Læseren får ikke lov til at fortabe sig i billeder. De skubbes, vendes om og viskes ud. Det er sproget, der gør det. Ud og gå en tastatur!