Småblomstrete jenter, utbeina

av dyneløft og mørketid,

stavrer mot våroffersonene, grenselandet,

antiKardemomme,

her felles mødrene, her kvestes fedrene,

her slippes rødt løs, rødt løs

Digtet er af den norske forfatter Aasne Linnestå og står i hendes debutbog Små, hellige løgner, Aschehoug, 2000. Jeg er fascineret af hendes tone, der både er nøgtern, næsten kynisk, og samtidig uendelig øm. Jeg ville ønske, at hendes bøger, især digtene, blev oversat til dansk, for de er svære at læse og det bliver ikke lettere af, at forfatteren har det med at lave sine egne ord. Måske skal man bare læse og fornemme, ane og undres.

Her er et citat mere fra starten af bogens titeldigt:

Jenterittet, en hær

av muskler stormer fremover med deg

så du glemmer tynne, hole ungers nærvær,

og verden er glimtvis ledig,

spandabel og i fritt svev

over familiens luftegård

Aasne Linnestås nyeste digtsamling, Morsmål, er udkommet i 2012, men endnu ikke tilgængelig på noget dansk bibliotek.