Forleden kom en mail fra en person, der har fået lyst til at læse digtsamlingen De lever af vores længsler, som er nævnt her på bloggen under mit cv. Han spørger, om den mon kan fås? Jeg tjekkede på bibliotek.dk, og det viser sig faktisk, at bogen stadig findes på 10 biblioteker (biblioteker er en vidunderlig ting). Så det skulle sagtens kunne lade sig gøre at låne den. – Men, skrev jeg til ham, jeg vil lige gøre dig opmærksom på, at bogen altså er fra 70’erne og digtene skrevet, da jeg selv var i 20’erne.
Jeg får selv lyst til at gense bogen og haler den frem fra dybet, begynder at bladre. Læse. Nogle af digtene husker jeg tydeligt, andre kun som et ansigt man møder og genkender, men ikke kan placere. Selvfølgelig er digtene ikke mig, hverken nu eller dengang. For eksempel har jeg aldrig brugt at skodde cigaretter på andre folks hænder, ja heller ikke mine egne, ligesom jeg ikke har haft sex under fuldmånen ved Apistemplet i Frederiksberg Have (hvilket nogle troede dengang). Men digtene er udtryk for noget, som jeg gerne ville sige, og udtrykket var selvfølgelig afhængigt af sin tid. Som her i digtet på bogens bagside:
Men den dag
den dag jeg så et billede fra
krigens koncentrationslejre
og hørte beretninger fra Chile
og stod i Irma og skulle vælge imellem
appelsiner fra Sydafrika
og ingen appelsiner
den dag de talte om Baader-Meinhof
i fjernsynet
og jeg bagefter læste en bog om
Rote Arme Fraktion og hvad den vil
den dag jeg så arbejdsløshedstallene
for mænd
og for kvinder
da jeg mødte min ungdoms elskede
med sort øjenhuler gråt ansigt
og sprøjtemærker i armen
og de indførte berufsverbot i Tyskland
og handlede med blod i USA
og slog hinanden ihjel
på værtshuset henne om hjørnet
og det gik op for mig
at ganske almindelige telefoner
bliver aflyttet
man den dag, allermest
hvor du fortalte
at du kan bruge mig til at bolle med og
ellers ingen verdens ting
den dag faldt der igen et
enkelt lille skæl fra mine øjne
lydløst falder de
som tårer på stenbro
Ak ja. Et møde med en anden tid.
Bogen udkom på Kvindetryk i 1979.