Forplantningsæske
Journalistmentalitet
Fantomnydelse
Det eneste jeg uden videre kan huske om haikudigte er, at de består af tre linjer med 5 – 7 – 5 stavelser. Ligesom ovenstående, som er fra 1000 haikuer, trykt i 10 unikahæfter og del af udstillingen Yummy Rooms for Robespierre, installationsværk af billedkunstneren Jørgen Michaelsen på Museet for Samtidskunst i Roskilde.
I museets introduktion til udstillingen står der, at udstillingen ”udfolder et kritisk-æstetisk rum. Både kalkulerede forbindelser og spændinger mellem den overordnede totalitet og de forskellige komponenter, der også hver især har mere eller mindre selvstændig status. Beskueren vil på denne måde kunne finde former, figurer og betydningsmønstre, der aftegner sig i dynamiske vekselvirkninger mellem lyd, tekst, objekter og billeder. Beskueren udfordres herved til at foretage et omfattende aflæsnings- og fortolkningsarbejde mellem de tekstuelle og de æstetiske virkemidler, hvilket netop er en afgørende pointe”.
Jeg bider gerne på gåder og skjulte mønstre, men måtte give fortabt i dette aflæsnings- og fortolkningsarbejde og fortabte mig i stedet i sære ord, som ovenfor, og sære ordsammensætninger. Som denne:
Delfinvehikel
Strubegas
og gelænder
Bemærket
bersærk
Udstillingen kan ses indtil 16. december.