Digtet vil snarere være et mønster, der er nok i sig selv, strålende ud i mange retninger hvad betydning angår.  . . . Digtet vil ikke holde sig til det afmålte, man almindeligvis kalder virkeligheden, men det kan i sig selv have optaget rester af den, som et springbræt for sin egen frihed.

Sådan skrev Hugo Friedrich om modernistisk lyrik i 1956, her citeret fra litteraturforsker Peter Stein Larsens bog Nattehimlens poetik, studier i moderne nordisk lyrik. Det er en vægtig, meget akademisk bog med interessante digtanalyser og påvisninger af ”valgslægtskaber” og udvikling af digtekunsten, f.eks. argumenterer bogen for at den svenske lyriker Edith Södergrans  (1892 – 1923) forfatterskab ”mere end noget andet fra Norden har stået som forbillede og influeret de vigtigste danske forfatterskaber  fra første halvdel af det 20. århundrede.”  En anden svensker, Erik Lindegren (1910 - 1968), udgør iflg. bogen ”et paradigmeskift i nordisk modernisme, hvad angår et poetisk særsprog . . . kan betragtes som den måske allervigtigste port, gennem hvilken eksperimenterende international digtning for over 60 år siden stormede ind i den tilforladelige nordiske poesi.”

Hvad er så et digt i dag?

Genrerne er en uafgrænselig mængde af teksttyper i et system under konstant forandring, står der.  Og videre at . . . en stor mængde af tekster fra de seneste års danske digtning af digtere som Hans Otto Jørgensen, Katrine Marie Guldager, Kaspar Kaum Bonnén, Ursula Andkjær Olsen, Camilla Christensen, Lene Henningsen, Bo Hr. Hansen, Christian Dorph, Mikkel Thykier, Morti Vizki, Carsten René Nielsen og Pia Juul simpelthen som deres mest centrale træk har det genremæssigt ubestemmelige.

Altså: det er ikke så ligetil.

Udkommet på Forlaget Spring, 2011.