I saunaen fortæller jeg om en hilsen, jeg uventet har fået fra en ungdomsbekendt, Henrik S. Holck. Min svømmeveninde er straks med, hun har og holder meget af digtsamlingen Vi må være som alt, fortæller hun. Bogen, der udkom tilbage i 1978, blev jo kasseret fra biblioteket. Det kunne hun ikke have, derfor kom den med hende hjem til alle de andre undslupne bøger; for det viser sig, at min veninde har 3 hylder fulde af kasserede digtsamlinger, der således er undsluppet forbrændingen og lever videre hjemme i hendes private  Glemte bøgers kirkegård.

Om Vi må være som alt skriver den gamle litteraturhistoriker Billeskov Jansen iflg. nettet: Henrik S. Holcks debut “Vi må være som alt” ligner stadig væk intet andet i samtidens poesi: så stærkt og klart og purt, “så løvfint”, burde det slet ikke være muligt at skrive; her kulminerer firserdigtningen i nådesløs uskyld to år før årtiet begynder, her udkonkurreres meddebutanterne Strunge og Jac med legende, fint ciseleret lethed, her er et hovedværk i dansk litteratur skrevet af en 16-årig mester, “så nøgenfuldt/så alt for smukt.”

Jeg ved, at bibliotekerne ikke kan opbevare alt. Og glæder mig derfor over bibliotekaren, der holder så meget af bøgerne, at hun tager dem med hjem, når de er døde. Eller skindøde.