Jeg var nu elleve år og var kamik-pige hjemme. Det var mit arbejde at holde vore kamikker i orden, og det er slet ikke så nemt. Den, der har prøvet det, ved, at det er noget, der tager tid, fordi det skal gøres meget nøjagtigt._

Først skal den skindstrømpe, som er inderst i kamikken, tages ud og krænges, så dens lodne side kan luftes og tørres. Dernæst skal strået, som ligger i bunden af støvlen, smides bort, og så skal selv støvlen sæbevaskes og luftes. Derefter skal skindstrømpen repareres, hvis den er i stykker, og så kommer turen til selve kamikken. Sålerne er altid kommet ud af form, når de har været våde, og de skal strækkes over et apparat, som kaldes en ”kang-miut-stok”. Dens øverste ende er af jern eller stål, og hen over dette jern gnider og strækker man nu sålen, indtil den bliver smidig og blød, som da den var ny. Så putter man frisk hø ned i bunden af kamikken, skindstrømpen bringes på plads – og arbejdet er gjort.

Fra:  Sanne, fortælling fra Nordgrønland, som er første del af en pigebogsserie af Karen Plovgaard. GEC Gads Forlag, 1959. Mit foto: Ilulissat, 2009