Deres kævlerier om småting og om, hvorvidt noget var sket før ditten og efter datten, var blevet værre med årene og kom let ud af kontrol. Alligevel kunne de ikke lade være. Det var blevet en omgangsform, som der gik megen tid med. Det var irriterende, når den anden ikke indrømmede sin glemsomhed, ligesom det var irriterende, at den anden ikke undskyldte sin stædighed. Selv i tilfælde, hvor den anden havde ret, var også dét irriterende.

Fra fortællingen Gammel høstdag i Thomas Uhre Fenger: Græsk lykke: fortællinger. Attika, 2013. Fortællingerne er stilfærdig hverdag i roligt fremadskridende sprog. Gammel høstdag fik mig til at huske, at jeg i min barndom var lille tilskuer til et høstbal i en lade; eller er det mon noget, jeg har læst?