Gode replikker indeholder mere end bare deres egen ordlyd og skal ikke tages kun for pålydende. De kan åbne for en hel verden og sætte læserens tanker i gang. Hermed hæver historien sig op over forfatteren og gør den til læserens.  Sådan set indlysende; men hvordan lykkes forfatteren så lige med det? Én af mulighederne er at arbejde med subtekster, fx som tilsyneladende uskyldige replikker der er skabt til at aflevere et knap så uskyldigt budskab.

”Ved du hvor det lille piskeris er,” spørger hun med ryggen til.

”Nej,” siger han.

”Det lå sammen med teskeerne. Dér, hvor det irriterede dig.”

Subteksten her er: det var dig, der absolut skulle flytte rundt på tingene, selv om jeg ikke brød mig om det. Se bare, hvad der er kommet ud af det!

Eksemplet er fra en af mine egne noveller (som er under arbejde og endnu ikke publicerede).

Jeg kommer også til at tænke på virkelige samtaler, hvor man pludselig føler sig på gyngende grund: det føles som om de andre har en forståelse, som jeg ikke er en del af; jeg kan høre, at der er en subtekst, men ikke afkode den. Ubehageligt og forvirrende.

Tanker efter et kursus i dialogskrivning med Dan Hoffmann hos Dansk Forfatterforening i begyndelsen af maj.