Er det sproget eller er det ordenes pålydende? Er det digtene med bogstavtitler,  der gemmer en nøgle? Er det de forrevne sætninger, ophobninger af usammenhængende  ord – eller hvad er det, jeg skal lægge mærke til i denne bog?

Nedslag hvor som helst:

Min engel i et lindetræ fra  Berlin/

i båndet af hør   tingens holdbarhed nærmest som/

lærred

Eller her:

sporsans   markduft   tvangskærlighed/

sendertone   lynkrig   sædhvidt/

sætningerne søger deres flok, og jeg er den første næse/

Nej ikke kun sprog:

høre sig selv trampe på orglet det gør ligesom godt ondt, gnave og male, harve/

i  v i r k e l i g h e d e n  e g e n t l i g

hade allitteration og misbrug af lydene/

især de små djævle til lyde der leger indsmigrende/

tilsyneladende ubevidst/

Nej, indsmigrende er hun ikke, den svenske digter Katarina Frostenson. Man føres hid og did, fanger en stemning, dvæler ved sære sætninger og aner en fortælling, men puf: så er hun væk igen. Kun for suverænt at vende tilbage til en usynlig tråd med en henkastet gentagelse eller to. For mig er hun en direkte påmindelse om, at sproget er en i virkeligheden egentlig umulig ting.

Katarina Frostenson: Flodtid. På dansk ved Pia Tafdrup.  Gyldendal, 2013. Lækker lille kvadratisk bog på lækkert papir med lækkert omslag. Hvordan mon den vil tage sig ud som e-bog?