-Godnat, hvisker Hanna. Hun går nøgen og rystende tilbage. Lægger sig ind under dynen til Niels og trykker hænderne mod munden. Noget er ved at forsvinde, noget vil forsvinde. Alle tre ting kan ikke eksistere på én gang: forældreskabet, kærligheden og hobbyen.

Hobbyen er for Niels’ vedkommende fugle, og det udnyttede Hanna:

Hun sang for Niels og hele skoven. Hun sang for barnet, der vendte sig i maven, og hun sang for sig selv. I et langt øjeblik lyttede hele skoven, og skulle det være så farligt? Havde hun taget fejl? Skulle hele verden høre det?

…

Da hun gentog det sidste vers, åbnede hun øjnene igen. Det var blevet mørkt. Harzens fugle sad omkring hende. I græsset, på stenene, svævende over hende. De nappede hende i kjolen. De fløj ned og satte sig på hendes hoved, på skuldrene, på benene, armene og maven. Hendes fødder var dækkede. Hun så på Niels, der var listet hen til hende. Han rakte hænderne frem og kærtegnede fuglene.

Fuglene skiller dem også fra hinanden: Det er ærgerligt at være mindre værd end edderfuglene og canadagæssene, tænker hun, jeg kan ikke forandre ham. Ikke nu. Kun hvis han bliver nødt til at slippe kiggeriet og redigeringen af fuglebilleder, vil han være der alene for mig. Hvis synet svigter helt en dag, og han ikke kan se en fjer.

Både mytisk og morsom Charlotte Weitze-roman, Harzen-sanger. Samleren, 2013.