Dødens telefonboks

Jeg ved ikke, hvor jeg går hen, når jeg dør./

Men de døde tager sminkede af sted./

De tager af sted med bil/

som var kirkegården er stor underjordisk parkeringsplads./

Sådan begynder det lange digt Telefonboksen med overvejelser om Gud, Døden og hvilken telefonboks Døden benytter, når/ den sidste besked gives. Om farens død:

Jeg søger stadig efter min fars fodspor, der forsvandt./

Tvivlen om, at Gud er til, sagde han, gør at jeg/

ikke tager livet af mig./

Ordene lød ikke overbevisende./

Jeg syntes det var synd for ham,/

blev ked af at høre ham tale på den måde./

Alligevel/

snød den gamle mig./

Nogle få måneder senere døde han./

Digtet slutter med disse to strofer:

Inderst inde ved jeg/

at Gud er radiatoren i min glæde,/

at han er smerten i min fars øjne,/

og også stewardessens stemme, der beder os/

spænde sikkerhedsbæltet,/

for vi lander på Færøerne om et øjeblik.//

Døden er en fåmælt herre med hat./

hans eneste bekendte er ligvognschaufføren,/

præsten og måske også graveren./

Ordknappe spiller de kort i et lille skur tæt/

ved kapellet./

Alligevel følger jeg mig tryg den dag, han går/

ind i telefonboksen/

og giver besked på at slette mit navn./

Fra færøske Jóanes Nielsens digtsamling Sting, på dansk ved Ebba Hentze. Forlaget Vindrose, 1999.