Der kom en mail fra en 13-årig pige som fortalte, at hun har to yndlingsbøger, og at den ene er min Alvilda. Udover at blive meget glad for denne mail fra en rigtig, levende læser blev jeg også nysgerrig efter at vide, hvad den anden yndlingsbog så er? Og igen hurra for bibliotekerne, der fremskaffer alt.

Nu bagefter ved jeg ikke, hvordan det egentlig gik til. Men jeg ved, at jeg var skræmt fra vid og sans, og at den tanke fløj gennem hovedet på mig, at det var min absolut sidste chance. At jeg aldrig nogen sinde ville få en kammerat eller veninde her i byen eller i skolen. Og at jeg ville blive endnu mere ensom og drillet mere end nogen sinde før. Måske var det også den underlige hysteriske stemning, der smittede mig. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad der fik mig til at gøre det mest modbydelige, jeg har gjort i hele mit liv. Det, som stadig sidder i mig som en smerte, når jeg tænker på det. Men pludselig begyndte jeg at løbe hen over engen sammen med de andre. Hen imod Syssila.

Historien om Magdalene og Jordfolket, de små menneske der lever af bær og frugter_,_  er eventyrlig og fuld af følelser og store spørgsmål om mobning og mobbere, forfølgelse og forfølgere, om at det kan ske igen og at det er vigtigt at kunne genkende det for ikke selv at være blandt dem, der forfølger andre.

En dejlig bog, som det er mig en glæde at stå ved siden af. Af Gertrud Malmberg, oversat fra svensk af Ellen Kirk. Forlaget Centrum, 1981.