Det er for det meste lamper sat på en krum hals med en tung fod eller lange staværer skruet af led og altid med ledninger af en særlig flettet art, som med tiden er gået op, har tabt isoleringen og stikker frem med glimt af kobber, gode varmeledere, strømførende metaller, der engang har kunnet transportere energi og få en pære til at lyse, men nu henslæber tilværelsen i et hjørne, hvorfra det næppe nogensinde igen skal opstige hverken til stuerne eller himlen, hvorfra de skal komme og dømme levende og døde, og hvor himlens konge engang sad på sin trone, men for længst er afløst af oplysningen, som nu fordeler goderne og deler sol og vind lige, så der er nok til enhver, og ingen behøver gå frustrerede hjem med en følelse af ikke at slå til.

Fra Partytime af Klaus Rifbjerg i novellesamlingen Intet sikkert abnormt.  Bogens tone er gennemgående tvær gammel mand, kan alt, ved alt og kender det hele ud og ind,  så kom ikke her. Ingen plads til nye læsere.

Selv blev jeg irriteret over ikke at kunne læse bogen udendørs i solskin og endnu mere da jeg senere ville genfinde citatet: det står på enten s. 50 eller s. 38 alt efter på hvilken led man lige holdt sin iPad under læsningen af netop denne novelle!

”Han skriver blændende i disse karakteristiske forløb, hvor sansninger, refleksioner og indfald strømmer over siden, følger et spor, pludselig skifter retning, træder vande eller udløses i en sproglig knaldperle” skriver Torben Wendelboe på Litteratursiden.

Gyldendal, 2013. Jeg læste e-bogsudgaven hos Mofibo.