Men så begyndte han at græde, han var lige fyldt femten år, og jeg sagde, jamen Tommy, sagde jeg og tog ham om skulderen og trak ham ind til mig og sagde, jamen Tommy, hvad er der Tommy, men han ville ikke svare, og vi blev siddende der, og jeg med armen om skulderen på ham, og det skulle jo egentlig have været omvendt, det var derfor han var kommet helt herind for at møde mig, han var storebror, han stod ved roret, det var sådan det skulle være. Men jeg havde aldrig set ham græde før, kors på halsen og ti knive i hjertet, far og mor i døden, og da han var færdig, rømmede han sig og rejste sig fra stenen. – Jeg er lidt træt, sagde han og gik to skridt ind i mørket(…).

Norske Per Petterson skriver lange sætninger med indskud og afbrydelser og gentagelser som man ikke ville tro muligt. Virkningen er stærk som her, hvor de to søskendes følelser overrumplende forplanter sig til læseren. Det skulle alt sammen have været omvendt, intet blev som det skulle have været. En på alle målestokke suveræn bog, suveræn forfatter.

Per Petterson Jeg nægter, på dansk ved Annelise Ebbe, Batzer & Co, 2013.