Om fiktion og virkelighed

”Hr. Pamuk, jeg har læst alle Deres bøger,” sagde en kvinde i Istanbul engang til mig. Hun var omtrent på alder med min tante og havde et præg af tante over sig. ”Jeg kender Dem så godt, at De ville blive forbavset.”

Pamuk møder kvindens øjne og gribes til sin egen overraskelse af skyld og forlegenhed. Han er en berømt forfatter og vant til, at folk forveksler romanhelten med ham selv og tillægger ham heltens oplevelser; men det rører ham ikke, - for han ved selv, at sådan forholder det sig ikke. Desuden havde jeg støtten fra tre århundreders roman- og fiktionsteori, som jeg kunne bruge til at værne og beskytte mig mod disse påstande. Og jeg var udmærket godt klar over, at romanteorien eksisterede for at forsvare og opretholde denne fantasiens uafhængighed af virkeligheden.

Vi tror altså heller ikke, at krimiforfatteren selv begik mordet, tænker jeg oprørt, hvor naiv kan man være?

Og dog: har jeg selv læst en roman eller en novelle, mødt forfatteren og tænkt, at jeg havde et forspring i dette bekendtskab netop ved at kende vedkommende i forvejen? Ja.

Men da en intelligent læser fortalte mig, at hun havde fornemmet erfaringer fra det virkelige liv i romanens detaljer, der ”gjorde dem til mine”, følte jeg mig forlegen som en, der havde tilstået noget meget intimt, som en, hvis nedskrevne tilståelser var blevet læst af en anden.

Hvorfor blev Pamuk forlegen? Hvorfor kunne ”tanten”, som han formentlig for at undgå misforståelser kalder hende, mene at hun kendte ham, og hvorfor tror han på det?

Romaner lister sig ind på os, siger Pamuk, ved at begynde med de små detaljer og begivenheder, vi alle iagttager til hverdag og er fortrolige med på vores egen måde. Lad os for at forenkle kalde hver af disse iagttagelser for en sanseoplevelse. Når vi åbner et vindue, tager en slurk kaffe, går op ad en trappe, trænger ind i en menneskemængde, sidder fast i en trafikprop, klemmer fingeren i en dør, mister vores briller, ryster af kulde, går op ad en bakke, tager en svømmetur den første sommerdag, møder en smuk kvinde, spiser en bestemt slags småkager, vi ikke har smagt siden barndommen, sidder i et tog og kigger ud af vinduet, snuser til en blomst, vi aldrig har set før, bliver irriterede på vores forældre, udveksler et kys, ser havet for første gang, bliver jaloux, drikker et glas koldt vand – det unikke ved hvert af disse sanseindtryk og den måde, hvorpå de overlapper andre menneskers oplevelser, danne grundlag for, at vi kan forstå og nyde en roman.

Det er altså vores egne sanseoplevelser, vi læser ind i romanen, ligesom forfatteren bruger sine når han skriver den. Og når den russiske forfatter Tolstoj i romanen om Anna Karenina levendegør hendes togtur i det snedækte landskab, efter ballet, hvor hun er på vej hjem til mand og børn i Sankt Petersborg og ikke kan koncentrere sig om læsningen, men falder hen i udsigten fra togets vindue, er det ikke sine egne oplevelser, forfatteren skriver om.

Og så alligevel:

Eftersom vi i en krog af sindet også ved, at disse detaljer, disse sanseoplevelser, kun kan stamme fra livet selv, ved at være levet, ved vi, at Tolstoj gennem Anna Karenina forbinder os med sin egen livserfaring og sit eget sanseunivers.

Sådan har alle tre parter: forfatter, læser og romanfigur, rødderne nede i selve livet.

Kvinden i Istanbul blandede ikke forfatteren Pamuks ydre historie sammen med romanfigurens gøren og laden. Det, der gjorde det muligt for den indsigtsfulde tante at kende mig så godt, var mine egne sanseoplevelser, som jeg ubevidst lagde ind i alle mine bøger, alle mine personer.

Og som tanten må have genkendt fra et sted i det levede liv.

Forfatteren deler sine livserfaringer og sine personlige sanseindtryk med os. Men han gør det via fiktive personer, så vi ikke kan vide hvad der stammer fra ham selv: Disse sanseøjeblikke, der omfatter alt fra at åbne en dør til at komme i tanker om en gammel kærlighed, danner de irreduktible øjeblikke af inspiration, de personlige skabelsespunkter i romaner. På denne måde smelter observationer, som forfatteren har indsamlet direkte fra sine erfaringer i livet – som vi kalder romandetaljer – sammen med fantasien på en sådan måde, at det bliver vanskeligt at adskille de to dele.

Det er læseren med på, og nu opstår en kispusleg med spejle mellem læser og forfatter: Ved hver detalje tænker forfatteren, at læseren vil tro, at denne detalje er erfaret. Og læseren tror, at forfatteren har skrevet i den tanke, at læseren vil tro, at den er erfaret. Nu tænker forfatteren, at læseren tror, han har skrevet den detalje med tanke på, at læseren også har tænkt på det. …Vores romanlæsning farves af den uvished, der er et resultat af denne leg med spejle.

Ligesom forfatteren får os til at se bjergene, mærke flodens kølighed og fange skovens duft, så får han os også til at tro på at den verden, han beskriver, er en spejling af den ægte, virkelige verden.

Det er det selvfølgelig ikke, siger Pamuk:

Der findes naturligvis ikke noget som et perfekt spejl. Der findes kun spejle, som perfekt svarer til vores forventninger. Enhver læser, der beslutter at læse en roman, vælger spejl alt efter sin smag.

Nåh ja, klart, tænker jeg; eller efter hvad man tilfældigvis har hovedet fyldt af lige nu. For eksempel glaner jeg altid efter folks fødder, når jeg selv skal have nye sko.

Om forholdet mellem fiktion og virkelighed i beskrivelsen af en eksisterende by fortæller Pamuk fra sin reseach til romanen Sne:

Mange af mine spørgsmål handlede om fattigdom, korruption, svig, bestikkelse og snavs og elendighed – byen havde mange sociale og politiske problemer med smålighed og vrede, der ofte førte til vold. Alle fortalte mig, hvem de brodne kar var, og forlangte, at jeg skulle skrive om dem. I dagevis gik jeg rundt i gaderne med en mikrofon og optog frygtelige historier om byen og indbyggernes liv. Så fulgte mine venner mig til busstationen, og hver gang sagde de farvel med de samme ord: ”Hr. Pamuk, skriv nu ikke noget negativt om os eller om Kars, vel?” De tog afsked med et smil uden mindste spor af ironi – og jeg fordybede mig i tanker som enhver romanforfatter, der er fanget mellem trangen til at skrive sandheden og ønsket om at være elsket.

Hvorfor al denne ulejlighed, kunne man spørge, hvorfor ikke bare holde sig til virkelighedens facts? Hvad skal vi med romaner?

Det giver Pamuk sit eget svar på:

Det var ved at tage litterære romaner alvorligt, at jeg i min ungdom lærte at tage livet alvorligt. Litterære romaner overtaler os til at tage livet alvorligt ved at vise os, at vi i virkeligheden har magt til at øve indflydelse på begivenheder, og at vores personlige valg former vores liv.

Citaterne er af den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk, primært fra kapitel 2: Hr. Pamuk, er alt dette virkelig sket for Dem?  i bogen Den naive og den sentimentale romanforfatter: Hvad der sker, når vi skriver og læser romaner. På dansk ved Elisabeth Ellekjær. Gyldendal, 2010. Bogen er baseret på en forelæsningsrække: The Charles Eliot Norton Lectures, som Pamuk holdt på Harvard Universitet i 2009.

Virkelig guf for seriøse romanlæsere og –skrivere!