Kunstens fordringer er også verdens fordringer, et krav om sandhed (med lille ”s”). Når jeg skriver romaner, tænker jeg altid: ”Nej, det er forkert. Det er løgn, få det væk.” Og så går jeg videre, dybere ind i det jeg laver. Jeg finder rigtigheden, og jeg ved det … Når jeg arbejder, hvordan ved jeg så, at en drejning i historien eller en samtale mellem personerne er rigtig? Hvorfor vælger jeg ét ord frem for et andet?

Siri Hustvedt skriver med baggrund i kognitionsforskning videre om erkendelsen af denne rigtighed. Og om kunstnerens nødvendighed:

Begæret efter at lave kunst er en både fysisk og intellektuel drift – en oversættelse af levet erfaring til noget andet, en ting uden for kunstnerens krop. Al god kunst bærer mærket fra denne trang, og det er ofte denne mystiske beskaffenhed, der adskiller stærke værker fra de middelmådige. Når en kunstners mål blot er at producere et digt eller en symfoni eller en roman eller et maleri, visner værket og dør, før det overhovedet er født.

Kloge ord i en klog bog: At leve At tænke At se, essays af den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt. Forlaget Per Kofod, 2012.