Hvis hun havde været lidt større, tænkte farmoren. Helst en hel del større, så kunne jeg have fortalt hende, at jeg forstår, hvor slemt det er. Her dumper man hovedkulds ned i en lille fortættet gruppe af mennesker, som altid har levet sammen og med ejerskabets vane har bevæget sig rundt omkring hinanden på et sted, som de kender ud og ind, og selv den mindste trussel mod deres vaner gør dem bare endnu mere fortættede og selvsikre. En ø kan være forfærdelig for den, der kommer udefra.

Sophia lever på øen den sommer sammen med far – som næsten ikke er der - og farmor, som i den grad er der, også for Sophias forskræmte veninde, som kommer på besøg. Farmor er både gammel og klog, rebelsk og træt og som et lille selvrådigt barn, og nok er Sommerbogen idyllisk, men på ingen måde sukkersød:

Lad mig, sagde Sophia. Du kan jo ikke stå på benene. Flyt dig lige lidt. Hun dykkede ned under havens blomstrende tag og krøb ind mellem de grønne stammer. Hernede var der skønt og forbudt, blød sort muld, og dér lå gebisset, hvidt og lyserødt, en hel mundfuld gamle tænder. Jeg har det! råbte barnet og rejste sig. Sæt det ind.

Men du må ikke kigge, sagde farmoren. Det er privat.

Sophia holdt hænderne bag ryggen. Jeg vil se det, sagde hun. Så slubrede hendes farmor gebisset på plads. Det gik helt behændigt og var egentlig ikke noget videre at tale om.

Hvornår dør du? spurgte barnet.

Og hun svarede: Snart. Men det kommer ikke dig ved.

Hvorfor? spurgte barnebarnet.

Hun svarede ikke, hun gik ud på klippen og videre mod kløften.

Det der er forbudt! råbte Sophia.

Den gamle svarede fuld af foragt: Det ved jeg godt. Hverken du eller jeg må gå hen til kløften, men nu gør vi det alligevel, for din far sover og ved ikke noget om det.

En absolut uimodståelig beretning fra en sommer på en ø i den finske skærgård, genudgivet af Gyldendal i 2014, oversat fra svensk af Agnete Dorph Stjernfelt.