Jeg husker f.eks. den sene

eftermiddagssvømmetur for længe siden

i en pøl i det sydlige Frankrig,

mens en stemme henført talte

om den nedgående sols sidste stråler.

Jeg husker ikke hvad der skete siden

jeg mener hvilke kriser hvilke krige

men man kan jo slå årstallene op

og udenad kan jeg i hvert fald nævne nogle lande.

At hvad jeg husker er vandet som var

strålende klart

og lyden af vandet når man svømmede

og stemmen der talte

om the last rays of the setting sun,

alt sammen kapslet ind

i en lille kolbe af glas midt i lyset.

Sådan er det

når man husker.

Det er ikke de store begivenheder, årstal, lande og kriser, man husker bedst. Det er de overvældende, intense sanseindtryk som forbliver indkapslet i en lille kolbe af glas, midt i lyset, som man aldrig glemmer.

Fra digtet Om at huske i Uffe Harders bog Lyde og stilhed, Gyldendal, 1993.