Skriveproces contra sceneoptræden

Ikke alle forfattere er begavet med evnen til også at kunne tale til en forsamling. Christian Jungersen kan det. Han gjorde det i dag i Skuespilhusets foyér, hvor huset i samarbejde med Gyldendal har ugentlige arrangementer med gratis adgang. Hvor det tager forfatteren 4 år eller mere at skrive en roman, skrive ikke bare noter, men 1000 sider noter! og holde styr på dem efter sindrige systemer, hente ind i manuskriptet og begynde forfra, kassere og begynde forfra igen og igen – så taler han formfuldendt, ubesværet og fængende uden på noget tidspunkt at kløjs i det – endsige afbryde sig selv eller begynde forfra. Jeg studsede over det. Måske er forklaringen, at Christian Jungersen hver gang stræber efter at skrive sit livs bedste roman, hvorimod det at optræde på scenen bare er noget, som han lige gør? Under alle omstændigheder fik jeg lyst til at indhente det forsømte og læse hans bøger fra en ende af: Krat (1999), Undtagelsen (2004) og Du forsvinder (2012).