De glemte bøgers kirkegård

”Stedet her er et mysterium, Daniel, en helligdom. Hver bog, hvert bind du ser, har sjæl. Sjælen fra den, der skrev den, og sjælen fra dem, der har læst den og oplevet den og drømt om den. Hver gang en bog skifter ejer, hver gang nogen lader blikket glide ned over dens sider, vokser dens ånd og bliver stærkere. Dengang min far tog mig med herhen for mange år siden, var det allerede et gammelt sted …Når et bibliotek forsvinder, når en boghandel lukker sine døre, når en bog forsvinder i glemsel, sørger vi, der kender dette sted, vogterne, for, at den kommer herhen. De bøger, som ingen længere husker, de bøger, som er forsvundet i tiden, lever på dette sted videre for evigt, mens de venter på en dag at falde i hænderne på en ny læser, en ny ånd. I forretningen køber og sælger vi bøger, men i virkeligheden har bøger ingen ejer. Hver eneste bog, du ser her, har været nogens bedste ven.” Den gamle antikvarboghandler fortsætter med at indvi sin søn, Daniel, i De glemte bøgers kirkegård og fortsætte traditionen med at bede ham vælge en bog, ”adoptere den, sørge for, at den aldrig bliver væk, at den altid holdes i live.” Daniel vælger Vindens skygge af en Julian Carax, og så starter den egentlige fortælling - romanen er Vindens skygge af Carlos Ruiz Zafón - i et avanceret kinesisk æskesystem. Politiken havde i søndags en artikel under overskriften Millionær skaber Noas Ark for bøger i en grå lagerhal, om hvordan nogen i Californien er gået i gang med at indsamle ét fysisk eksemplar af alle verdens bøger, så litteraturen er sikret, hvis vores digitale verden en dag skulle bryde sammen. Jamen, det er jo De glemte bøgers kirkegård, der er ved at blive til virkelighed!