Poesi er ikke hvad det har været. Og heldigvis, tilføjede Karsten Bjarnholt, formand for forfatterforeningens lyrikgruppe, for ”måden” ændrer sig i takt med alt andet i tiden. Hvilket blev skåret ud i pap af Lars Bukdahl, da han senere på dagen skulle tale om hvad et digt er. Det gjorde han ved overvejende at tale om, hvad et dårligt ét er. Et dårligt digt forsøger at være et digt. Det kalkerer skabeloner, fx den rimede, er muligvis håndskrevet, med et gammeldags forhold til hvad poesi er. Eller det vil være modernistisk originalt og er det på en uoriginal måde. Det gode digt kan ikke beskrives, for de samme virkemidler kan anvendes af gode og dårlige digtere med forskelligt resultat. Men Bukdahl kunne beskrive hvordan det er at have en god oplevelse af at læse et digt – som vel dermed må siges at være et godt ét – i fem mulige reaktioner: - yes, det her er et digt! - frugtbar tvivl: det er et digt – det er ikke et digt – det er et digt – - sindssyg forvirring: det er en fugl, nej et fly, nej et digt - hov, det er et digt! - passioneret: det er fanme ikke et digt!

Hvilket alt sammen stemmer meget godt overens med Bukdahls egen erklærede poetik, som den blev udtrykt i forrige århundrede: Jeg forestiller mig et digt, der er et effektivt rod, flerstemmigt, paradoksalt, ud i alle retninger…Den absolutte forvirring er et meget centralt poetisk mål …Meningsløsheden giver hovedet rutcheture, hvis den smager godt, den forvirrer. Den elegante meningsløshed er den mest effektive….Når det digt, der ligner en legoklods, kan åbne sig som en blomst, fungerer tingene, så går dansen (fra Fix orkidé, 1988 og Dødens appelsin, 1996. Her citeret efter konferencemateriale af Peter Stein Larsen).

Hesten har vinger er overskriften på den poesikonference, som forfatterforeningens lyrikgruppe afholdt i dag. For mig var der adskillige øjenåbnere, som jeg har tænkt mig at vende tilbage til i de kommende dages blogindlæg.